Forside
Velkommen til JS-kystsikring.dk
Hjemmesiden har til formål at oplyse og holde grundejere informeret om kystsikring i Jersie Strand området.
Hjemmesiden vil løbende blive opdateret med nye informationer, som du finder på nyhedssiden ved at klikke på 'Nyheder' øverst til højre i indholdslisten (eller KLIK HER).
JS-kystsikring siger:
Nej til kystsikring der ikke er behov for!
Skal der udføres kystsikring på en strækning i Solrød Kommune hvor der ikke er behov for kystsikring? JS-kystsikring er en gruppe grundejere som mener der ikke skal udføres kystsikring, når der ikke er lovgrundlag og tekniske begrundelser for det.
Byrådet vedtog at ville opføre en kystsikringshøjde på 2,00 m øst for Strandvejen i Solrød Kommune. Ved lagunen anbefales over for grundejerne i området et landdige placeret landværts lagunen, altså på eller ved Strandstien. Landdiget anbefales etableret på hele lagunestrækningen.
Landdiget strækker sig nærmere bestemt fra syd for Skensved Å til Ventegodtsvej, og fortsætter som et tværdige fra Ventegodtsvej ud til klitterne ved stranden.
På strækningen Birkelyngen til Ventegodtsvej er der alene to boliger som er beliggende lavere end 2,00 m. De to boliger har en terrænkote ved soklen på 1,95 m. Det betyder at kun soklerne vil blive våde hvis vandet stiger til 2,00 m i lagunen. Der vil ingen skade ske på boligerne, fordi vandet ikke vil komme ind i de to boliger. Vandet når simpelthen ikke op over de to boligers dørtrin. Det skal særligt bemærkes de to grundejere ikke ønsker kystsikring vest for lagunen, som vil være lige foran deres ejendomme.
Alle øvrige 350 boliger i området mellem Birkelyngen og Ventegodtevej ligger over kote 2,00 m og vil derfor ikke blive påvirket af 2,00 m højvande i lagunen. Ingen af disse boliger får glæde af kystsikringen, som deres grundejere i strid med Kystsikringsloven vil blive tvunget til at betale for.
Hele laguneområdet er et internationalt fredet område, et såkaldt Natura 2000 område. Vi mener ikke det er rimeligt at udføre kystsikring i et Natura 2000 fredet område, når der ikke er behov for det. Faktisk kan der kun gribes ind i et Natura 2000 område såfremt der er tungtvejende grunde til det, og der ikke er andre muligheder end at gribe ind i Natura 2000 området.
Vi ønsker at bevare det smukke kuperede naturområde ved lagunen som det er og leve i pagt med naturen. Vi vil ikke påtvinge naturen indgreb, hvis det på nogen måde er muligt at undgå. Det mener vi helt klart er muligt på den nævnte strækning.
Områdets natur skal ikke unødvendigt udsættes for store entreprenørmaskiner og tunge lastbiler med materialer til opførelse af diger. I sidste ende vil naturen i området skæmmes af sådanne diger.
På denne hjemmeside redegør vi for hvorfor der ikke skal kystsikres fra Birkelyngen til Ventegodtsvej. Ligeledes har vi på hjemmesiden samlet de bilag som vi bygger vores begrundelse på. Bilagene indeholder også byrådets vedtagne indstilling til kystsikring i Solrød Kommune.
JS-kystsikring